mandag den 1. juli 2013

3 hurtige om hurtigskrivning

Min kommende roman
ASK KONGE TABER er skrevet
i 20-minutters intervaller
(omslag: Stoltze)
Hurtigskrivning er en rigtig god metode til at komme i gang med at skrive. Jeg bruger selv hurtigskrivning, når jeg skriver på mine bøger og noveller. Faktisk skriver jeg næsten altid i 20 minutter ad gangen, når jeg skriver.

Her kommer tre spørgsmål og svar om hurtigskrivning som værktøj i skriveprocessen:

Hvad er hurtigskrivning?
Når jeg taler om hurtigskrivning, mener jeg at sætte et ur på en bestemt tid (fx ti minutter) og så skrive non-stop i den periode. Hvis man går i stå, skriver man bare "Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive ..." Indtil man kommer i gang igen. Hvis man skriver forkert, streger man det hurtigt over, ikke noget med at fumle med et viskelæder.

Hvorfor er det godt at hurtigskrive?
Kender du det, at det kan være svært at komme i gang? At man gerne vil have, at det man skriver skal lyde rigtig godt?
Det er meget lettere at rette til bagefter - når man HAR skrevet et hurtigt udkast. Så hurtigskrivning kan være rigtig godt til at slå den indre kritiker fra, og bare få teksten skrevet ned. Så kan man altid rette til bagefter!

Hvad skal jeg skrive om?
Man kan både hurtigskrive på en bog eller novelle, som man er i gang med. Men man kan også hurtigskrive for sjov eller for at øve sig på at skrive. Så kan man fx sætte uret på ti minutter og bare skrive derudad. Eller man kan bruge hurtigskrivning til at samle alt sin viden om et bestemt emne - det skaber tit klarhed i hjernen, og så kan man bagefter gå i gang med at skrive en opgave eller artikel om emnet.

Jeg har selv lært om hurtigskrivning på de skrivekurser jeg har gået på samt på lærerseminariet. Men du kan også læse om det i Bo Skjoldborgs bog: Flowskrivning.
Flowskrivning, hurtigskrivning og powerwriting er begreber, der beskriver lidt det samme. Men der er alligevel forskel alt efter, hvor du læser om emnerne. Men nu kender du i hvert fald lidt til hurtigskrivning:)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar